I næsegrus respekt for originalmaterialet puster sangerinden Signe Juhl og band nyt liv i Joni Mitchells enorme og ærefrygtindgydende bagkatalog, som leveres med nerve, autencitet, personlighed og spilleglæde.
Joni Mitchell har siden sin debut i midten af ’60erne været bredt anerkendt som en af sin tids største sangere og sangskrivere. Gennem sin imponerende karriere har hun bl.a. samarbejdet med James Taylor, The Band, Crosby, Stills, Nash og Neil Young samt store jazz-ikoner som Wayne Shorter, Herbie Hancock, Pat Metheny, Michael Brecker, Jaco Pastorius og Charles Mingus.
Signe Juhl er blandt landets ypperste sangerinder og har de senere år optrådt som solist med blandt andre DR Bigbandet, Aarhus Jazz Orchestra, Nikolaj Bentzon Trio og The Swinging Sisters. Med sig har Signe Juhl en række af landets bedste musikere, der tilsammen har spillet og indspillet med så forskellige artister som Jakob Fischer, Butch Lacy, Sinne Eeg, Kjeld Lauritsen, Johnny Madsen og Chief1.