Dreamers’ Circus inviterer Teitur på magisk juleturné.
Den højt respekterede og innovative folkemusiktrio, Dreamers’ Circus, har de seneste år bragt deres nye nordiske musik til fjerne egne af verden. Samtidig er deres årlige juleturné i Danmark, der bringer særlige gæster i spil for at skabe en musikalsk oplevelse som ingen anden, blevet en stærk tradition. Dreamers’ Circus har i år slået sig sammen med en kunstner, som de længe har beundret og tidligere har indspillet med: den færøske musiker, komponist og singer-songwriter, Teitur.
Teitur har været en bemærkelsesværdig skikkelse på den musikalske scene siden sin debut med albummet ‘Poetry & Airplanes’. Han har høstet stor international anerkendelse med sin evne til at udforske musikalske grænser og skabe hjerteberørende og dybt originale melodier og tekster. Med talrige Danish Music Awards og flere filmmusiksoundtracks på sin konto er Teitur en kunstner, der har efterladt et markant aftryk i musikverdenen.
Dreamers’ Circus (Nikolaj Busk, Rune Tonsgaard Sørensen og Ale Carr) og Teitur vil på denne juleturné tage publikum med på en magisk rejse gennem en bred vifte af musikalske stilarter. Sammen vil de præsentere deres tolkninger af klassiske julehits samt introducere publikum til nye og overraskende klange og melodier.