Nyborg FM er et radioprogram uden for kategori. Der er ingen podcast, stream eller download – alt er 100 procent live.
Jesper Nyborg går på opdagelse i sin pladesamling og tager vinyler med til en håndplukket playliste, vi skaber på stedet. Som lytter er du også med til at lave programmet, når du sender dit musikønske ind og måske fortæller lige præcis din fede historie om det nummer, du er vild med…
I centrum af programmet bor livemusikken – dagens gæst er den uhyre talentfulde Beinir, der tager sin guitar med og spiller en lille håndfuld sange – og tager en snak med Jesper om sin musik, inden vi også stiller om til aftenens korrespondent, der rapporterer fra et sted i verden.
Måske sker der noget, vi ikke ved endnu, for sådan er det, når man laver liveradio – men vi tør godt love, at det bliver en helt særlig aften.
