SEBASTIAN WOLFF prøver for alvor kræfter med SOLOFORMATET, hvor der skal eksperimenteres endnu mere med sange, der endnu ikke har fundet sit endelige hjem, samt numre fra hele hans katalog.
Første single fra Sebastian Wolff, “Sword of Damocles”, blev sendt ud i foråret 2024 uden tilløb – og samme dag startede hans første turné i et fyldt Musikhuset Esbjerg.
Sebastian Wolff er selvfølgelig bredt kendt som guitarist, sanger og sangskriver i rockbandet Kellermensch. Han har med bandet turneret i det meste af Europa og høstet en masse ros fra publikum og anmeldere. Med både bandets 2. album Goliath og 3. album Capitulism bevægede Sebastian Wolff sig, som sangskriver, tættere ind på kroppen med sange som er smertefulde og personlige fortællinger. Fortællinger, som har medvirket til at åbne Kellermensch op for et markant bredere publikum – et publikum, der på naturlig vis spænder fra Copenhell til Tønder Festival.
Indholdsmæssigt rummer denne soloturné alt fra sange, Sebastian har skrevet, der ikke fandt en plads i Kellermensch? repertoiret, til sange fra de tre Kellermensch-albums i nye fortolkninger og sange af andre kunstnere, der har gjort et særligt indtryk. Men omdrejningspunktet er hans egne numre ? ofte hvor publikum inviteres helt ind i maskinrummet og får indblik i de personlige fortællinger, der ligger til grund for numrene. Med andre ord – der inviteres helt ind i den kringlede hjerne!
